|
|
Vedtægter for Slangerup Jazzklub 1. Klubbens navn er Slangerup Jazzklub, med hjemsted i Slangerup Idræts- og kulturcenter i Slangerup. 2. Klubben har til formål at udbrede forståelse af og kendskab til musikkens kunst ved arrangement af årligt mindst 6 koncerter med traditionel og swing jazzmusik. 3. Der betales et årligt kontingent, som dækker medlemskab. Til de enkelte arrangementer kan der tegnes gæstekort for medlemmers venner og/eller familie. Ved særarrangementer fastsætter klubbens bestyrelse entréen. 4. Generalforsamlingen er klubbens højeste myndighed. Generalforsamlingen vælger en bestyrelse på 8 medlemmer til varetagelse af klubbens aktiviteter. Bestyrelsen konstituerer sig selv. Bestyrelsesmedlemmer vælges for 2 år, således at halvdelen er på valg hvert år. Der afholdes generalforsamling hvert år i august måned. Dagsordenen skal indeholde mindst følgende punkter: 1. Valg af dirigent - 2. Formandens beretning - 3. Regnskab - 4. Fastsættelse af kontingent og entré for medlemmer og gæster - 5. Valg af 4 bestyrelsesmedlemmer - 6. Valg af 2 suppleanter for bestyrelsesmedlemmer - 7. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant - 8. Indkomne forslag - 9. Eventuelt. Suppleanter, revisor og revisorsuppleant vælges for 1 år. Genvalg kan finde sted. Beslutninger træffes ved stemmeflertal. Hvert medlem disponerer over 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Gæstekort giver ikke stemmeret. Alle hverv er ulønnede. Dog har de under §4.5 valgte med hver 1 ledsager fri adgang til arrangementerne. Forslag til behandling på generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde - skriftligt - senest 14 dage før generalforsamlingen. Ordinær generalforsamling indkaldes af bestyrelsen ved skriftlig meddelelse til hvert enkelt medlem af foreningen eller ved annoncering i foreningens årsprogram med mindst 4 ugers varsel og med angivelse af dagsorden. 5. Slangerup Jazzklub tegnes af formanden eller kassereren. Klubbens regnskabsår er fra 1. august til 31. juli. 6. Klubbens opløsning kan kun ske på en generalforsamling, hvortil samtlige medlemmer er indkaldt skriftligt med 14 dages varsel. Træffer generalforsamlingen beslutning om klubbens opløsning, vil et eventuelt overskud efter revideret regnskab ubeskåret blive udbetalt til andet kulturelt formål/forening i Slangerup.
|
|
|